|
|
|
Juleaften
[Søndagen på Teksten denne Uken]
Kristen Skriver Frandsen
Juleaften
1992 Sthens Kirke
Nogle af jer kender nok
tegneserien Asterix. I kan måske også huske hvordan
de fleste af hefterne begynder. Det første opslag er
et kort over romerriget - nærmere betegnet den del
af det, som hedder Gallien, det er det nuværende
Frankrig. Vi ser det hele meget højt oppe fra.
Midt i det hele er det romerske felttegn plantet.
Men så trækkes blikket hen i det ene hjørne. Og en
lup fører vore øjne helt ned til en lille ubetydelig
by ved kanalen. Vi ser nogle hytter bag palisader og
uden om romerske lejre: akvarium, solarium.
terrarium og perikum - hedder de på godt
Asterix-latin. Nederst på siden kan vi læse
følgende:
"Vi skriver år 50 før Kristus.
Hele Gallien, det nuværende Frankrig er erobret af
romerne .. Hele det stolte land og alle stolte
gallere indlemmet i det romerriget? Hersker det
virkelig ro og nyordning overalt? Nej, højt oppe mod
nord, mod Kanalen, ligger der en ukuelig landsby..."
Og så handler Asterix jo ellers i
øvrigt om, hvordan en håndfuld modige gallere fra
denne ukuelige landsby ved hjælp af en god
trylledrik hefte efter hefte holder stand mod
romerne og Julius Cæsar selv. Men det er en anden
historie.
Juleevangeliet begynder egentlig
helt på samme måde. Begivenhederne finder godt nok
sted ca 50 år senere. Men læg mærke til hvordan vi
også begynder med at se det hele lidt foroven: "Og
det skete i de dage, at der udgik en befaling fra
kejser Augustus om at holde folketælling i hele
verden". Vi starter med det store overblik: hele
verden, nå, ja hele romerriget, men det var verden
dengang.
"Det var den første folketælling,
mens Kvirinius var statholder i Syrien." Nu har vi
så fået udsnittet af det daværende verdenskort: ikke
Gallien her, men et andet hjørne af romerriget:
Syrien - det var områderne i det østlige middelhav.
"Og alle drog hen for at lade sig
indskrive, hver til sin by." Jo, jo, romersk ro og
nyordning hersker overalt. Den der har sit
unionsborgerskab, er godt beskyttet, den der ikke
har det, må alligevel makke ret som alle borgere i
det udtrakte rige. Der er system og check på
tingene.
Men så får vi luppen frem. Vores
blik zoomer ind på et lille hjørne: vi ser et par
der er på rejse fra en flække til en anden i landet
Palæstina for at blive talt, efter det system som
romerne ville have: fra Nazareth i Galliæa rejser de
til Bethlehem i Judæa. En tømrer Josef og hans
forlovede, Maria, som er højgravid. Vel egentlig
ikke noget helt epokegørende mærkeligt. Der er ikke
plads til dem i herberget, så må de ligge i stalden.
Lidt usselt, men set før, og der i det mindste
varmen fra dyrene. Vi flytter blikket lidt. Ud til
nogle hyrder på en mark i nærheden. Det er jo også
sket før at nogle har haft et lidt koldt og trist
arbejde at passe. Også at det ikke ligefrem er dem
man respekterer mest i samfundet, der har det. Der
er intet nyt under luppen.
Men så pludselig, som vi glipper
med øjet, for at se lidt skarpere: hele rummet over
marken, over Betlehem er fyldt med engle. Det
begyndte med en hos hyrderne: "Frygt ikke" sagde han
til dem, som har været skæpperædde og troet det var
et spøgelse, eller i det mindste en straffeengel,
men altså: "Frygt ikke, Se, jeg forkynder jer en
stor glæde som skal være for hele folket: I dag er
født jer
en frelser i Davids by; han er Kristus Herren. Og
dette er tegnet I får: I skal finde et barn, som er
svøbt og ligger i en krybbe." Derefter er det at
hele den himmelske hærskare af engle er der.
Rummet over Judæa er et lyshav i
tiden. "For hele folket.." var det, som var sket -
uafhængigt af borgerskaber, skulle det med tiden
vise sig; og vi løfter os stadig højere op, ikke
bare den da kendte verden gælder det: det gælder
hele jorden: Ære være Gud i det højeste og på
jorden: Fred til mennesker med Guds velbehag.
Så er vi helt herude hvor vi
virkeligt ser tingene udefra: Jordkloden svævende i
Universet, grøn og lysende, som den ser ud på
billeder - fx. taget fra månen. Fredfyldt og
frugtbar ser den ud. Og juleevangeliet sige at det
passer: "på jorden: Fred til mennesker med Guds
velbehag."
Så er det altid svært at lande
igen. Virkeligheden føles lidt ublid. Som for en
balletdanser fra en snurrende pirouette at lande på
toppede brosten.
Vi har undertiden brug for at se
det hele lidt udefra - eller lidt fra oven. Så får
vi proportioner på. Jeg husker en oplevelse fra min
soldatertid: vi oksede rundt med fysisk uddannelse
og træning på kasernens øvelsesplads. Vejret var
fint, men jeg synes det var hæsligt altsammen. 19 år
gammel - og så blive behandlet som dresserede hunde
- af ikke særlig modne og menneskelige officerer et
par år ældre end os.
Under én af gymnastikøvelserne
kom man til gennem sine ben at se landskabet med de
hundrevis af soldater spredt over et stort område.
Det vil sige på hovedet. Det var nok til at få
tingene på afstand. Det var som pludselig at se
alting meget langt væk fra. Næsten fra evighedens
synsvinkel. Komisk var det med disse menneskemyrer,
men netop til at bære.
Som sagt: vi kan have brug fra at
se det hele på afstand. Vi kan ikke overleve at have
al ting - alt hvad vi kan sanse og forstå - helt tæt
på hele tiden. Og vi bruger det historiske overblik,
forklaringerne, psykologiske, økonomiske, alle
mulige, sproget selv, fantasien, drømmen - for at
bringe os på afstand. Risikoen er, at vi nok
overlever ved at komme på afstand - men at vi ikke
tør lande i virkeligheden igen.
Juleevangeliet løfter os højt
højt op. Vi begynder med det historiske overblik (et
bestemt sted i historien, 753 år efter Roms
grundlæggelse..) og ender med at lade os se fra hele
universets side. Men samtidig er hele pointen
at juleevangeliet fortæller om en kærlighed, som
turde lande i virkeligheden: ét sted i verden, ét
sted i tiden - og med en begyndelse derfra blev den
her hele tiden.
"Sørgelig jul" - det er der
indtil flere læsere i min daglige avis, som har
foreslået vi skulle hilse hinanden med i år - i
stedet for Glædelig jul. Grunde er der desværre nok
af: den måde vi behandler fremmede på, krigen i
Jugoslavien, de rige landes umådelige træghed med at
eftergive fattige lande deres gæld. Toldmurene vi
bekytter vores rigdom med. Sulten i Somalia. Osv.
Alligevel: Det er glædelig jul.
Der er født en kærlighed ind i den verden - som er
sådan. En kærlighed der kan tage bolig under de mest
usle forhold, og alligevel være hele kærligheden,
fordi den er Gud.
At holde jul kunne være at give
livet de rette proportioner. Se hvad der er vigtigt.
Se at håbet - som gælder hele kloden - kan vokse
frem i det mindste, og i den fjerneste afkrog. Også
den afkrog der hedder Danmark. Og den afkrog der
hedder mit hjerte. Depression kan have grebet det.
Depression er en måde at komme på afstand på og
overleve. Men dér - sådanne steder - vil Gud fødes.
Dit hjerte har Guds velbehag. Fred vil brede sig
derfra. Det er juleevangeliet - til de første hyrder
- og til os snart 2000 år senere.
Glædelig jul.
amen.
|
|
|
