| Indhold: |
||||||
| "Teksten
denne uge"s samling af prædikener og tekstovervejelser Prekener og tekstoverveielser - når de ikke finnes offentlig tilgjengelige via link) andre steder. De bringes på språket, de er skrevet på. Forfatteren har gitt tilsagn om at den kan bringes her. En er velkommen til å komme med forslag. Kristen Skriver Frandsen.
|
||||||
|
Juleaften 1989 [Søndagen på Teksten denne Uken] Kristen Skriver Frandsen Pigen
der drog ud for at lære stilheden at kende Og lad os gå med stille sind, som hyrderne til barnet ind, med glædestårer takke Gud for miskundhed og nådebud.
Lad os prøve noget. Lad os prøve at lytte. ... Stilhed er noget mærkeligt noget. Når der pludselig som ved et tilfælde bliver stille i et rum, hvor der er mange mennesker og snakken ellers går, så siger man "Der gik en engel gennem stuen". Måske er denne engel i meget nær familie med julens engle.
Og nu må vi give os tid til et lille eventyr, lavet til lejligheden: Der var en gang en ung pige. Hun var i grunden en ganske almindelig pige. Hun stod op hver dag, når clock-radioen vækkede hende med musik, i december var det julemusik, og det er jo ganske kønt. Når hun børstede tænder var det til yndlingbåndet, og så var hun af den slags mennesker, som kunne snakke allerede ved morgenbordet; men det var ikke så slemt som man skulle tro, det kunne resten af familien også, og det gjorde de så - dagen lang, nogen gange så de også fjernsyn og hørte musik, og det blev der ikke mere stille af. Men pigen var bedst skåret for tungebåndet, og det gik deruda'.. "Ka' du da slet ikke være stille!" udbrød faderen en dag, som om han selv kunne, men han talte med en dybere stemme og som om han læste af en avis, så det gjorde en forskel, mente han. "Hvorfor skulle jeg være stille? Du har allerede sagt så meget i dit liv så du bare siger det, andre siger". Det kunne hun have ret i, men det var ikke pænt sagt, så derfor sagde hun meget mere.. og det blev sent inden de var færdige med den snak, og så skulle de i seng - for det var en ganske almindelig familie.
Men spørgsmålet rumsterede i hende: "Ka' du da slet ikke være stille". Og næste dag ved morgenbordet, sagde hun: "Jeg tager ud i den vide verden for at lære stilheden at kende" - og det var ikke så almindeligt - slet ikke en december morgen. Men afsted drog hun - og hun havde sin gode polar-sovepose med, som hun havde fået i forskudsjulegave.
Som hun gik der på vejen mødte hun en gammel mand. Hun glemte helt at undre sig over at han ikke var på plejecentret, for han spurgte hende, hvad hun skulle, så rask som hun gik. "Jeg er på vej ud i verden for at lære stilheden at kende - kan du ikke hjælpe mig?" "Måske nok", sagde den gamle, gå ud i bjergene, så langt at du ikke mere kan se byens lys, der vil du lære stilheden at kende. Og pigen gik og gik. Først ud på aftenen kunne hun ikke se byens lys længere - hun fandt ly i en klippehule. Hun lagde sig sådan hun kunne se ud på den uendelige stjernehimmel. Hun havde hele tiden haft lyden af sine egne skridt i ørene, hun havde snakket med sig selv, men nu var det hørt op. Men stille blev der ikke. Hvad var det for en brusende støj, som fyldte mere og mere. Blodet i hendes egne øren - og det trak tanker med - hendes egne, og de blev mere og mere højrøstede - det var som hendes hoved skulle sprænges - der var slet ikke nogen stilhed i naturen. I hvert fald kunne hun ikke høre den. Kun når hun snakkede med sig selv, dæmpedes larmen i hendes hoved, men det lærte hun ikke stilheden at kende af.
Næste dag ilede hun mod byen igen. Nu mødte hun en gammel kone. Denne gang nåede hun at undre sig: sært som de gamle er på farten denne december, men så spurgte konen hvor hun skulle hen så hastigt, og pigen fortalte hende det, og spurgte om hun kunne hjælpe. "Det kan jeg nok, sagde konen, gå ind i kirken, der finder du stilheden". Lige så snart domkirkens store tunge dør faldt i bag pigen, forstummede verdens larm. Det vældige kirkerum var svagt lyst op af kerter og lys, der stor rundt omkring. Der var ingen andre i rummet. Hun satte sig for at møde stilheden. Men den kom ikke; i stedet blev rummet fuldt af stemmer. Det var som om billederne på væggene begyndte at tale. Hun så borgermanden med pibekrave, med guldbroderet, men ellers sort vams, hans tre koner, alle blege - alle døde i barselsseng, deres levendefødte og og deres dødfødte børn. De første malet som små voksne, de sidste som små blege svøbelsesdukker. Og billederne af adelsmændene, i fuld rustning, fjenderne liggende døde for deres fødder. Hun så gravstenene i gulvet. Også de talte. Det var som om al den historie, som gennem århundreder havde vandret gennem kirken, havde fået mæle - og hun kunne lettest høre alt det, som havde gjort ondt. Stille var der slet ikke. Hun løb ud på gaden igen. Folk havde travlt, ingen så på hinanden, kun på om der var plads på næste flise og næste igen, bilerne sprøjtede i vandpytterne, musik væltede ud af alle forretningerne; "Ved du hvad det bedste er.." hvæsede det ud af en legetøjsforretning - ja, tænkte hun: "stilhed", men hvor er den?" Hun var træt og sulten. Og havde ikke ret mange penge. "Undskyld, kunne De.." begyndte hun flere gange, men alle de travle var væk førend hun havde spurgt. En mand i en slidt frakke på en bænk kaldte på hende: "Hvad vil du?""Finde et sted for natten, men jeg har ikke mange penge". "Der er et herberg om hjørnet, derhenne, der kan du være". Skiltet hang skævt på døren: "Budget-Herberget" stod der. Men hun gik ind. Der var plads. Spisestue og samlingsstue var ét. Hun fik mad med, og blev hængende. Hun tænkte mest på sig selv; den slags mennesker, der boede her, var ikke lige hendes kop te, mente hun; men hun svarede da nu og da, når de nærmeste sagde noget til hende. I grunden var der hyggeligt; der var varme, snakken gik om bordet. Hun tøede selv mere og mere op. Så var det det skete. Som ved et tilfælde tav alle på engang. Og for første gang så hun de andre rigtigt. "Den slags mennesker.." Sikke noget at tænke. De var hver deres, lige som hun selv var mere end bare en slags. Alle mærkede stilheden, alle opdagede et sært nærvær af de andre i stuen. De var der - med skæve og lige næser, og hvad der ellers skiller mennesker. Nærværet var intenst - og stilheden var der. "Der gik en engel gennem stuen", sagde én, som man jo nu plejer at sige. Og så begyndte snakken igen - men stilheden var ikke glemt, den var gemt i hjertet - og mest i hjertet hos den unge pige, som var gået så langt efter den.
Lad os gå med stille sind, som hyrderne til barnet ind.. Først når vores egen støj forstummer, får vi plads til stilheden. Men det er som det skal komme udfra. En engel skal gå gennem stuen, et barn skal fødes til verden. Af sig selv forstummer alle vores ord ikke, al vores øvrige larm. For vi har dem for at holde vores form for orden på tingene. Orden i forhold til den overvældende natur, universet, alt det vi slet ikke har styr på. Orden i forhold til historien, uretfærdigheden som findes i nutid og fortid. Men vi holder undertiden så meget orden at det bliver til afstand. Og så har vi brug for stilheden.
Julenat blev et barn født til verden. Guds søn - eller Gud selv. Skabermagten selv - den magt som vi kender både som uendelig fryd og som uforståelig grumhed - sådan som vores liv er - blev menneske. Et menneske som viste at Gud er kærlighed. Hvordan vores liv end former sig er magten bag det og bag alting kærlighed, og den vil overvinde kulde, mørke, død i kærlighed. Så tør vi være stille. Det er julestilhed - som måske ikke behøver at vare længere end den underfulde pause i en samtale for at holde et helt år - og julestilheden får os til at se også det andet menneske, som Guds kærlighed gælder. Afstand forsvinder, nærhed træder i stedet. Ikke på engang og altid, men alligevel som noget som giver mod til at leve, mod til at lytte og til at handle. Glædelig jul.
Kristen Skriver Frandsen |
||||||