| Indhold:
#stjernetæpper lyseblå #Chagall |
||||||
| "Teksten
denne uge"s samling af prædikener og tekstovervejelser Prekener og tekstoverveielser - når de ikke finnes offentlig tilgjengelige via link) andre steder. De bringes på språket, de er skrevet på. Forfatteren har gitt tilsagn om at den kan bringes her. En er velkommen til å komme med forslag. Kristen Skriver Frandsen.
|
||||||
|
Juleaften 1993 [Søndagen på Teksten denne Uken] Kristen Skriver Frandsen Sthens Kirke
Forlæg: Thala Juul Holm 92
Hvad er det vigtigste juleaften? Gaverne - vil den der har et godt og ærligt barnesind i behold - svare. Og det er rigtigt. For æder og drikker gør vi så mange andre aftener, men overdynger hinanden med gaver som denne, gør vi dog ikke. Selv hvor snusfornuften har sat ind, og de voksne ikke giver hinanden gaver allesammen, så er det vigtigste gaverne - ikke bare at få, men også og måske især at give. Og det er rigtigt at det er sådan - for i aften fejrer vi Jesu fødsel i nat. Vi fejrer at Gud selv lod sig føde på jorden og blev et lys i mørket altid. Det skal fejres med at vi giver hinanden gaver, og det vil jeg fortælle en historie om. De første der besøgte Jesus, Maria og Josef i stalden, var hyrdene. Mon ikke de havde fundet ‚n lille ting eller to fra deres fattige gemmer frem, og givet som gave? De næste var sære, fornemme folk, tre vise mænd, de kom med guld, røgelse og myrra. Legenden fortæller at de hed Baltazar, Melchior og Kaspar. De kom fra østerland, fra det fjerne Babylon. Men se, der var en fjerde vismand, som hed Artaban. Han nåede ikke frem og gjorde det så alligevel. Nu skal I høre hvordan. Artaban boede i det fjerne Persien. Ti dagsrejser længere væk end Babylon. Han havde forstand på stjerner og var god ven med tre andre stjernetydere i Babylon. Sammen havde de fundet ud af at når en ny stjerne stod funklende klar i vest, så ville i det fjerne land Judæa med hovedstaden Jerusalem en konge skulle fødes, som var større end alle andre konger. Ti dage ville vennerne i Babylon vente på ham, så de sammen kunne drage den lange vej gennem ørkenen til Jerusalem for at tilbede den nye konge. Artaban havde solgt alt hvad han ejede og købt tre ædelstene, en rubin, en safir og en diamant. Dem ville han give den nyfødte konge. Så så han en aften stjernen. Han begav sig afsted. Midt på den tiende dag var der stadig et godt stykke vej. Det kunne stadig nåes, men mørket kom hurtigt, når det kom. Da hørte han en stønnen i vejkanten. En gammel mand lå forslået og næsten uden klæder. Artaban blev irriteret: sådan en tilfældig gammel mand skulle ikke hindre ham i at nå frem. Men hans medlidenhed sejrede, han vendte hesten, sprang af og trak den gamle ind i ly for den brændende sol, gav ham klæder, noget at drikke. Den gamle var meget svag, men efterhånden hjalp Artabans pleje, så han kunne klare sig selv. Men da var mørket faldet på og Artaban måtte vente til næste morgen med at ride videre. Så snart solens stråler farvede bjertoppen kastede han sig på hesten, og red i et vild ridt mod Babylon. Men for sent: vennernes karavane var draget ud i den øde ørken tidligt om morgenen. Artaban tog da sin rubin, solgte den, og udrustede en karavane, så han endda kunne komme afsted. Rejsen mod vest gennem ørkenen var lang, uden uheld var den ikke, men en dag nåede Artaban frem til en lille by Betlehem uden for Jerusalem. Han havde fået at vide at var en fremmed karavane med fornemme folk draget hen. Men her var ingen venner. Ingen spor af deres rigt udrustede karavane. Ingen mennesker var på byen gader. Det var som om en uhyggelig fare gemte sig et sted. Artaban bankede på en tilfældig dør; da ingen svarede gik han en. En mor sad og knugede sit lille barn til sig. "De kommer" skreg hun. "De kommer, romerne, de slår ihjel". I det samme hørte de trampen i gaderne, larmende rustninger, og så frygtelige skrig. Moren prøvede at gemme sig og sit barn. Døren blev revet op, en romersk soldat stod i døren. Artaban stillede sig op foran ham. "Jeg er alene her, og jeg stod netop og ventede på en soldat, som jeg kunne forære denne safir til, hvis du vil lade mig være i fred". Soldaten tog safiren, drejede om på hælen, slog døren i bag sig. Moren græd af lykke og sagde: "Gud velsigne dig for hvad du har gjort!" Men Artaban bad i sit indre Gud tilgive ham at han nu havde øslet den næste af sine gaver bort. Moren kunne fortælle at der for nylig var født et barn i byen af nogle tilrejsende fra Nazareth, og at sære østerlændinge - ja, undskyld, sagde hun, for Artaban var jo selv sådan en - havde besøgt det, men at barnet og dets forældre var rejst ud af byen lige før romerne omringede den. Vist nok til ægypten. Artaban drog nu afsted med sin sidste ædelsten gemt allerindest inde på kroppen. Først til ægypten, men han fandt ikke barnet, så rundt i mange egne og lande. Hans gode hjerte løb af med ham mange gange, så tilsidst var han en fattig mand, kameler, folk, karavaneudstyr, alt var væk. Men diamanten havde han stadig. 30 år var gået og han nærmede sig Jerusalem. Det var ved påsketid. I byen var der en sær stemning. Soldater alle vegne. Folk fik ikke lov til at stå og tale sammen bare et øjeblik. Artaban fik spurgt en, hvad der var på færde: "Tre oprørere bliver korsfæstet i dag. Nogle kalder den ene, Jesus fra Nazareth, Guds søn og jødernes konge," nåede han at sige inden en soldat skilte dem ad. Nu blev Artaban bange. Var han kommet for sent? Var det ham? Hvorfor foregik henrettelsen? Han måtte afsted. Men måske var det meningen med de mange års forsinkelse: Han skulle med sin diamant løskøbe kongen. Han havde allerede hånden inde ved diamanten. I det samme kom tre soldater slæbende med en ung pige. Hun skulle sælges som slave. Lige da de kom forbi rev hun sig løs, kastede sig ned og hagede sig fast i Artabans klæder: "Frels mig!". Det rev og sled i Artabans indre. To gange var hans gave gået til mennesker - og nu? Han kunne ikke lade være: Han trykkede diamanten ind i hendes hånd: "Her er din løsesum". I det samme blev alt buldermørkt. Byen blev rystet af et voldsomt jordskælv. En sten ramte Artabans tinding og han faldt om. Pigen bøjede sig over ham. Han så hendes ansigt, men bag hendes så han et andet. Kongens ansigt. Han var sikker. "Tak, Artaban, for dine gaver", sagde en stemme. "Du klædte mig da jeg var nøgen, trøstede mig da jeg sørgede, beskyttede mig når jeg var svag, købte mig fri, da jeg var bundet". "Hvornår har jeg givet dig gaver? Jeg nåede det jo aldrig." "Du klædte mig, da du klædte den gamle, overfaldne mand i ørkenen. Du bekyttede mig, da du bekyttede en kvindes barn i Betlehem. Du købte mig fri, da du købte en kvinde fri fra slaveri. Alt hvad du har givet mennesker, har du givet mig". Et lysskær gik over den gamle Artabans ansigt. Hans rejse var forbi. Han havde fundet kongen og givet ham hans gave. Det er Jesu fødselsnat i nat. Men vi har ingen gaver, vi kan give Jesus eller Gud. Han har jo selv skabt alting og alt er hans. Hvis vi vil give ham noget - så må vi give det til andre mennesker. Det viste Jesus os, da han var et menneske. Sådan bærer vi det lys videre, som brød frem på jord den første julenat. Gaverne i aften, mange eller få, store eller små, er så et symbol på alt det, som det altid er muligt at give. Glædelig jul Amen.
amen. |
||||||