| Indhold: 1. Drukneerfaring - konkret og i overført betydning. 2. Et nyt liv. |
||||||
| "Teksten
denne uge"s samling af prædikener og tekstovervejelser Prekener og tekstoverveielser - når de ikke finnes offentlig tilgjengelige via link) andre steder. De bringes på språket, de er skrevet på. Forfatteren har gitt tilsagn om at den kan bringes her. En er velkommen til å komme med forslag. Kristen Skriver Frandsen.
|
||||||
|
Juleaften 1989 [Søndagen på Teksten denne Uken] Kristen Skriver Frandsen Børnenes fest
I Sverige for nogen tid tilbage boede en husmand ved navn Jan Skrolykke. Han havde giftet sig. Nærmest for ikke altid at skulle sove i karlekammer. Da der var gået en tid, gik det jo ikke anderledes end at hans kone Trine skulle have et barn. Det kom bag på ham. Da fødselen skulle finde sted, måtte Jan afsted efter jordemoder og konehjælp, men derefter var han forvist til huggehuset i mange timer. Det var koldt og klamt. Jo længere tid der gik, jo mere miserable stod hans fremtidsudsigter ham for øje. Med barn ville det hele blive endnu sværere. Så kunne Trine ikke mere gå på arbejde, og der ville blive endnu mere smalhans. Og det var ellers galt nok endda. Jan sad og blev ond på verden og konerne derinde. Men så blev han hentet ind - forresten netop som han havde besluttet at stikke af fra det hele. Inde i stuen var der gjort fint, kaffekedlen snurrede, konerne stod stolte. Trine lå mat efter arbejdet med fødslen. Jordemoderen viste ham barnet. Det rynkede ansigt sagde ham ingenting, de små hænder heller ikke. Så lagde jordemoderen den lille pige i armene på ham. Han fik et stød igennem sig. Han fik en hjertebanken, han ikke kunne begribe: Det hamrede og bankede, og han havde endda hverken løbet eller danset eller klatret i fjeld. Han blev helt bekymret. Jordemoderen skulle lægge hånden på hans bryst. Hun blev også bekymret: Var han ved at blive syg? Han kunne give hende barnet. Men nej, han ville beholde den unge. Nu vidste jordemoderen, hvad det drejede sig om. "Har du aldrig før holdt af nogen, så du har fået hjertebanken for hendes skyld?" Nu forstod han også. Han forstod, der havde som været noget i vejen med ham til denne dag. Den, som aldrig mærker noget til sit hjerte hverken i sorg eller glæde, kan vistnok ikke regnes for et rigtigt menneske. Tænkte han.
Omtrent
sådan fortæller Selma Lagerlöf i "Kejserinden af
Portugalien" - i
bogens først kapitel. Hvad romanen ellers handler om
lader vi ligge. Et barn kan lave en verden om. Jeg tror, enhver der har skullet tage sig af en nyfødt har oplevet dette. Både at verden med et slag var en anden og så dette: Meget skal laves om for det barns skyld, sådan at det væld af livsmuligheder, man i ét nu oplever at bære i sine arme, ikke dæmmes ind og ledes ad for snævre kanaler. Virkningen er ikke altid efter oplevelsen. Det kniber at lave det om, som skulle laves om. Familielivet drukner måske igen i de helt banale spørgsmål: Hvem skal lave hvor meget hvornår? Hvis arbejde, karriere eller engagement er vigtigst? Er der bare mig (og ikke min kone/min mand) der skal lave alting om for barnets skyld? Og hvordan går det med formningen af verden omkring os - udfra oplevelsen, at det nyfødte liv skal have de bedst mulige vilkår?
I
vores tid forringes børns vilkår hastigt. En familie
skal yde langt flere
arbejdstimer for at nå gennemsnitsindtægten end for
bare 30 år siden. Vi har
godt nok gennemsnitligt mere at bruge, men
omkostningerne ved at få det er også
store. Det gode, som institutioner en periode var,
udhules kraftigt, selv om
pædagoger og medarbejdere ofte gør en stor indsats på
trods af vilkårene. Men
der er ikke megen agtelse i at være dem som tager sig
af børn - hverken for
pædagoger eller forældre. Det er et usynliggjort
arbejde. Det er ikke dér, ens
identitet sædvanligvis kan hentes. Julen er børnenes fest. Det skal den vedblive at være. Ikke på den måde at de nødvendigvis skal overdænges af gaver, betalt som afdrag på vores dårlige samvittighed. Den skal være børnenes fest, fordi de skal mærke at der er kærlighed, som gælder dem. Men den skal også være det af en anden grund. Af den grund, at den giver os, som er voksne, mulighed for at blive rykket ud af voksenfallitten. Den fallit, hvor man i en eller anden forstand har sat sig ud i huggehuset og er fornærmet. Vi skal fanges lige inden vi stikker af. Som jan Skrolykke. For os er det at stikke af ikke at flygte ud i de store skove. Det er snarere at forskanse sig i den stille bitterhed - eller i en masse betydningsfuldt overarbejde - eller i resignationen: Den holdning der siger, det nytter jo altsammen ikke noget. Julen kan fange ind på den måde - inden vi stikker af, distancerer os. Julenat blev der født et barn. Guds og Marias barn. Det gav verden en hjertebanken, som ikke siden er hørt op. Et stød som stadig forplanter sig. En sandhed har taget bolig i vores verden. Gud er ikke i det fjerne eller høje. Gud er i det nære. Vi bliver dog ikke af den grund fortrolige med Gud. Lige så lidt som vi kan blive fortrolige med det hele væld af livsmuligheder, der møder os i det nyfødte barn. Så stort er livet, så stor er Gud.
Men
juleevangeliet er, at Gud er fortrolig med os. Også
med vores voksenfallitter.
Gud har lagt sin fortrolighed ned i noget så
ubeskyttet som et menneskeliv.
Først født i en stald, dernæst vokset op i et udsted,
Nazareth; på farten i en
fjendtlig verden uden anden eskorte end en flok mænd
og kvinder, som havde
kastet alting fra sig for at bevare denne
fortrolighed. Det medførte døden for
ham. Så gav Gud os sin fortrolighed i noget, som kunne
synes endnu mere
skrøbeligt: I ord, i fortællingen om ham, og i det liv
vi har med hinanden, set
i lyset af de ord.
På
grund af den fortroligheds fødsel fejrer vi jul. Vi
kan vælge at sige, at
eventuel hjertebanken blot er lidt nervøst hjerte.
Eller vi kan opdage at det
er kærlighed. En kærlighed, som ikke hører op, så
længe vi gider at høre om
den. Glædelig jul!
Kristen Skriver Frandsen |
||||||