|
Iseskrog
Forfatter: Margrethe Tjalve. Forlag Vandkunsten. 2017.
Anmeldt af: Kristen Skriver Frandsen
En roman om mission i Grønland. Om Gertrud Rask og Hans Egede.
”Hvad er det dog alt,
som verden opsminker med fager gestalt?
Det er jo kun skygger og skinnende glar,
det er jo kun bobler og skrattende kar,
det er jo kun iseskrog, skarn og fortræd,
forfængelighed!”
Eksistensvilkår og kulturmøde
Det er ikke så tit at mission er genstand for litterær behandling i bøger, som også har et alment sigte. Iseskrog, bogens titel, ordet, som vi synger i Kingos salme ”Far verden, farvel”, betyder tynd, skrøbelig is. Den tynde, skrøbelige is kan være den vanskeligt farbare vej ind til den grønlandske kyst, også i overført forstand ind til grønlændernes hjerter og egentlige forståelse for det, de fremmede missionærer kom med. Men lige så meget handler romanen om iseskrog helt i Kingos mening, forfængelighed = forgængelighed, eksistensens ufattelige skrøbelighed og menneskelivets sårbarhed.
En del af romanens ærinde er at arbejde med hvordan erfaringen af dette eksistensvilkår skal tackles. Og romanen aftegner nogle forskellige måder. Den aftegner dermed også forskellige måder at tro på Gud på.
En anden – og vigtig del – er hvordan forholder vi (som kultur/ tro) os i mødet med anden tro. Og romanen har der sin egen mission: Der er en rigtigere måde end den fx hovedpersonens ægtemand, Hans Egede lægger ud med, – og det kan jo både diskuteres udfra missionens opdragsgiver, evangeliet bredt forståët, og udfra succesraten, hvordan får missionen bedst indpas. Vi er ikke meget i tvivl om hvor forfatterens sympati ligger. Vi ser i romanen det hele ud fra Gertrud Rasks perspektiv, Hans Egedes kone. Det er hendes udvikling og i et vist omfang kamp med Gud, vi følger.
Eksistensens skrøbelighed
Gertrud Rask har en kamp med Gud – eller snarere en kamp med sin forståelse af Gud. Der er en del indlevet beskrevet eksistensrædsel i bogen – den sorte død har hærget, og naturens kræfter kan i sin vælde hurtigt tilintetgøre et menneskeliv, de fra København importerede kopper hærger ødelæggende blandt grønlænderne. Romanens udgangspunkt er at Gertrud er ved at miste sin søn til havet. I sin fortvivlede bøn til Gud aflægger hun et løfte om, at hun vil tage med sin mand til Grønland for at missionere, hvis sønnen bliver reddet. Det bliver han, og dermed er der opbakning på hjemmefronten for Hans Egede til mission – og ikke bare opbakning, også egentlig pres fra Gertruds side for sagen. Men Gertrud kæmper hele tiden med forståelsen af en Gud, der for det første kan være så grum, som hun havde erfaret – for det andet at man skulle kunne handle med ham, som hun havde gjort. Et sympatisk anliggende i bogen er at vise at der er andre måder at forstå Gud på, uden at Gud forsimples til bare at være sprogspil eller et kun menneskeligt bevidsthedsfænomen. Adressen for det anliggende kan være den moderne agressive ateisme, som opstiller karikaturer af gudstro. Karikaturerne ligner et jo et vist stykke Hans Egedes 1600-tals lutherske ortodoksi, som dog i bogen er forstået så meget indefra, som man kan vente af en solidarisk præste- og missionærkone, og den fremstår ikke karikeret i bogen. Men Gertrud, og forfatteren, vil gerne videre og kommer det.
Menneske først?
Der er en kamp mellem ”menneske først – kristen så” overfor ”kristen først – så menneske” i bogen. Hans Egede – og i øvrigt lige så meget Herrnhuterne, som bliver dem, der tager over i missionen – kommer med den dybt liggende forestilling, at inuitterne er ”de vilde”, og er ikke mennesker før de bliver døbt og - det er ortoksiens posititon – sikret oplært i ret tro, syndsforståelse, og rette sæder. Hernhutterme er mere runde i det, letsindige omtrent som danske folkekirkepræster med dåbens nåde.
”Missionærerne var ofte deres egne første konvertitter; de måtte revidere deres opfattelse af, at de var kommet til jomfrueligt hedensk land, idet de opdagede, at Gud allerede var der i forvejen, måske under et andet navn, men dog genkendelig.” skriver Viggo Mortensen et sted. *) Om Hans Egede når at konvertere i den forstand er måske tvivlsomt – men Gertrud gør. Støttet af en forelskelse i en præst ankommet fra København, med rationalismens og Holbergs lighedssyn i sine tankebaner. Hun lærer at se det gudsskabte i grønlænderne, i deres forhold til naturen, og åbner sig mod en forståelse for deres ganske anden samlivsetik, end den fra Danmark-Norge importerede. Først og sidst lærer at hun at forstå deres værdi på forhånd som mennesker.
Mission, magt og interesse
Man bliver klogere på missionshistorien af at læse bogen. Også på missionskaldets sammenfiltring med handelselskabers interesser og mere eller mindre fromme kongers ønsker om magt og evangeliets udbredelse. Der ligger et grundigt researcharbejde bag.
Nyt nordisk køkken og naturen
Jeg har her indtil nu især fulgt de teologiske aspekter i bogen. Under dem hører uden tvivl også det faktum at Det nye nordiske køkken kan hente meget inspiration. Krydret, lagret, saltet, røget, kogt, stegt mad af alle hånde ingredienser beskrives sanseligt og mundvandstrækkende. Det hører teologisk under glæden ved det gudsskabte! Det samme gør naturbeskrivelserne som også er sansede og set godt og følsomt.
Samliv
Sammenvævet med den teologiske og kulturkritiske tråd er der Gertud og Hans' samlivshistorie. Et ægteskabs historie. Et liv med kærlighed, magtkampe, frustrationer, savn og længsler, udholdenhed, forståelse, der snart skaber afstand, snart nærhed. Et levet liv. Beskrevet og udfoldet med stor indlevelsesevne fra forfatterens side.
Kvindesagsbog
Bogen er vel også en kvindesagsbog – men ikke beton-. Samtidig med at jeg læste ”Iseskrog”, stødte jeg på Meehyum Chungs artikel ”No more Flight: Gender and Eco Justice” i det i denne sammenhæng relevante værk: Mission and Power. History, Relevance and Perils. **)
Hun skriver: Traditionelt missionsarbejde er et eksempel på kønsdiskrimination og adskillelse... ydre mission blev betragtet som mænds sag. .. kvinder kunne tage sig af det indre, det ydre var mænds. ”Kvinder er kun en hæmsko for mission” kunne en leder inden for Basel-Missionen skrive (NB mere end 150 år senere end Gertrud Rask, hvor tiden var en anden og ikke nødvendigvis en bedre for ligestillingen). ”Det blev betragtet som selvindlysende at mission som sådan var 'a male responsibility”, mens understøttende arbejde var kvinders. Kvinder blev ikke betragtet som selvberoende personer, blev heller ikke inddraget i beslutningsprocesser..” Efterhånden ændrede det sig noget, men som en anden og senere leder i Basel-Missionen skrev: ”I hvert fald må kvinders arbejde i missionen ikke forbindes med kvindernes emancipationsbevægelse”. Margrethe Tjalves bog fortæller overbevisende at det meget vel kunne lade sig gøre som kvinde at være selvberoende for det første i et ægteskab og dernæst blive stærkt medformende på mission.
Anbefales på det bedste
Bogen kan stærkt anbefales. Den er til refleksion over vores kultur, vores tro, vores samliv. Den er skrevet i et levende sprog, som gør at læsningen falder let.
Noter:
*) Mortensen, Viggo: Kristendommen under forvandling. Univers. (2005)
**) Mission and Power. History, Relevance and Perils. Regnum. Edinburgh Centenary Series. Vol 33. 2016 [Se om værket her] Mulighed for download
|
|
 |
