Tiden efter helligtrekongers søndag kaldes med et fremmedord epifanitiden. Epifani betyder "bliver synlig" - og det, der bliver synligt på mange forskellige måder, er det guddommelige ved det barn, som blev født julenat.
Grundtvigs "Med den enbårnes herlighed" (DDS 125) er ikke den helt store poesi, men samler de fleste af elementerne her.
Den sidste søndag i helligtrekongertiden samler sagen i én begivenhed: Jesu forklarelse på bjerget. Det hedder begivenheden, ikke fordi at der bliver forklaret med ord op og ned af stopler om, hvem Jesus var. Men han bliver "klar" - gennemlyst af det guddommelige lys, - så tre af disicplene, som har fulgt ham op på bjerget, ser at han, som de havde forladt deres sædvanlige arbejde for at følge, ikke er et almindeligt menneske, men af Gud. De ser lyset direkte gennem hans skikkelse, som forvandles for deres øjne. Hans klæder bliver hvide som lynet, fortæller en af evangelisterne. Det er så voldsom en oplevelse, at de falder omkuld af rædsel. De ser også, hvordan Jesus står og taler med Moses og Elias, - de personer i folkets historie, som havde haft den direkte kontakt med Gud. Undervejs vil de gerne blive i det fortryllende og paradisiske lys deroppe. "Her er godt at være" - siger chefdisciplen Peter. Men de må ned ad bjerget igen - og Jesus forklarer dem, at det er nødvendigt at han må gå gennem tortur og dø.
Mennesket kan ikke tåle at se Gud selv - selv Moses og Elias så ikke Gud. Det er også som om at det guddommelige lys i Kristus er for stærkt til at menneskenes øjne kan tåle at se det direkte i længere tid. Det hvide lys må brydes ud i sine forskellige farver. De øvrige søndage i epifanitiden lader det guddommelige blive synligt i forskellige brydninger af lyset.
- Se også undervisning udfra ikonen Kristi forklarelse.
- Ingen har nogensinde set Gud, men hans enbårne søn er blevet hans tolk (Joh. 1,18) Se Billeder af Gud 2 (NT)
Da Jesus var 12 år gammel tog Josef og Maria ham med den lange rejse til Jerusalem, fordi de ville besøge templet. På vej tilbage til Nazareth opdagede de, da de havde rejst en dags tid, at Jesus ikke var med i karavanen. De blev meget forskrækkede og skyndte sig tilbage til Jerusalem - og ledte og ledte, og fandt ham til sidst i templet. Der sad han - den unge dreng - og talte kløgtigt og forstandigt med lærerne og de skriftkloge. Maria skældte ham ud, han kunne nok forstå hvor bange de havde været. Men Jesus sagde til hende: Vidste du ikke at jeg bør være i min Faders hus? Hun forstod hvad han sagde. Det var første gang det stak i hendes hjerte: Det ville ikke blive nemt at Jesus var af noget meget større end hendes og Josefs forhold - og tihørte også en helt anden familie end den lille familie, de var.
Da Jesus netop var begyndt at vandre rundt og prædikede, blev han inviteret til et bryllup. Hans mor var også med. Så skete det hverken værre eller bedre end at vinen slap op. En katastrofe for en god bryllupsfest. Maria sagde til Jesus: "De har ikke mere vin". Jesus nærmest vrisser: "Kvinde, min tid er ikke kommet endnu". Men Maria går til tjenerne, og siger at de skal gøre alt, hvad Jesus siger til dem. Og så beder Jesus dem fylde vinkanderne med vand fra renselskarrene og skænke rundt. Og gæsterne smager på den nye vin, der skænkes op, og siger til værten: det er da mærkeligt, at du serverer så god en vin nu, hvor så mange er så berusede at de knap kan smage det! Sådan gjorde Jesus begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, sådan at hans disciple troede på ham - fortæller evangelisten. De så, at han havde guddomskraft: han kunne skabe vand til vin. Forvandle det gamle, døde vand til levende, sprudlende vin.
En romersk officers søn er blevet livstruende syg. Officeren går til Jesus, og Jesus siger at han vil komme og helbrede ham. Men officeren siger at han er for ringe til at Jesus besøger ham - men at Jesus blot kan befale at hans søn skal blive rask - ligesom han jo kan befale sine soldater at gå det ene eller det andet sted hen og gøre det ene eller det andet. - Gå, sagde Jesus, det skal ske dig, som du tror. Jesus handler som Gud gjorde, da han skabte verden. Med et ord sker tingene: Bliv lys, og der blev lys.
Disciplene og Jesus er ude at sejle på Genesareth Sø. Jesus ligger og sover i bunden af båden. Et voldsomt stormvejr bryder løs og båden er ved at gå under. Tilsidst råber disciplene i panik på Jesus: "Vågn op, vi er ved at gå under!" Jesus rejser sig og spørger, hvorfor de er bange - så lidt de dog tror - og så truer han af stormen og det oprørte vand - og søen lægger sig og bliver helt blikstille. Folk undrer sig og spørger hvem han dog er, siden storm og sø adlyder ham.