Anmeldelse af Sallie McFague: Hengivelsens teologi Sallie McFague: Hengivelsens teologi. Kenosis, klimakrise og menneskets forbundethed med naturen  Forlaget Boedal 2024. Bogen kan bestilles her Anmeldelse ved Theol-p’s redaktør. [Les norsk versjon her] Bogens amerikanske titel er: A New Climate for Christology. Den skrevet og udgivet (2021) kort før hendes død – og, som Niels Henrik Gregersen skriver i sit forord til bogen, er det hendes testamente. Den samler hendes feministisk-teologiske arbejde med risikoen forbundet med de metaforer for Gud, vi bruger, og bogens energi udspringer af at vi mere og mere konfronteres med den trussel verden står overfor som følge af menneskets individualistiske grådighed, i sine konsekvenser stærkest synlig i klimakrisen. Man kunne fristes til at mene at bogens titel kunne vendes: (A Search for) A New Christology for the Climate. Nu er det ikke en ny kristologi – hvad McFague også gør rede for ved især at henvise til dens rødder i den østlige, ortodokse kirke. Det røbes også i den danske undertitels første ord ”kenosis”. Forlaget Boedal skal roses for at udgive teologiske bøger som har rødder andre steder end der, hvor dansk teologi ellers suger næring. At McFague skriver i en amerikansk, kirkelig-teologisk kontekst betyder at hun pointerer ting, vi ofte ikke forholder os til. I USA er der stater, hvor det er tilladt den enkelte skole at vælge ikke at undervise om evolutionsteorien, højesteret har dømt statslige forbud mod undervisning i evolutionslæren ulovlig, men skoler kan vælge at lade være; den kirkelige modstand mod evolutionslæren fra fundamentalistisk hold og en konfronterende holdning til naturvidenskab er stærk og levende. Det præger en del af anlægget i bogen. I dansk sammenhæng er hun måske lidt en Don Qixote i kamp mod vindmøller som ikke står på den danske teologiske højderyg – men måske nok i obskure dalstrøg – både kristnefrimenigheds-  og aggressive ateistiske miljøer. Et grundtvigsk orienteret menneske først, (som er nok til at leve det ansvarsfulde liv i forhold til medmennesker og medskabninger) kender hun ikke, heller ikke at der i selve skabelsesforståelsen kan ligge en agtelse for naturen, som er nok til teologisk at kritisere det moderne natursyn (Ole Jensen). Hun taler for en postmoderne forståelse af såvel teologi, som videnskab og evolutionslæren – teologien skal tænke kenotisk, og evolutionslæren er i samstemmighed med en sådan tanke. Hun nævner survival of the fittest – men det er for hende ikke lærens egentlige pointe. Den egentlige pointe er at noget må dø for at nyt liv, nye livsformer, kan opstå. Meget sammentrængt: Det svarer til Jesu ord om at et menneske må miste sig selv, sit liv, for at frelse det. Gud er med i denne proces – det viser Kristi kenotiske hengivelse til menneskenes frelse. I processen må vi lære at give afkald på vort grådige selv – og ikke leve af det vi har magt over og ejer, men af og i relationerne til andre mennesker. På den måde spejler vi kærlighedens inderste væsen – samlet i treenigheden relationelle ”væsen”. Vi skal lade Kristus leve i os, så vi kan slippe den individualistiske selviskhed – som findes både i den vestlige teologiske måde at tænke over synd, nåde og frelse OG i vores kulturs individualistiske måde at ville bjerge os selv – og rage til os. Jeg kan anbefale bogen – det er sundt at tænke sit eget igennem via en optik, som i første række er slebet til for at kunne se og fremhæve ting i en anden sammenhæng end vores. En sammenhæng som dog ikke er fjernere end meget går igen. Vor forståelse af Gud – gennem de metaforer vi bruger (det har være McFagues teologisk hovedfokus gennem tiden – med deres risiko for undertrykkelse af mennesker – kvinder – kan hele tiden trænge til et kritisk øje. Det samme kan vores forståelse af verden som omverden, vi kan skalte og valte med (og ikke ser os i grundlæggende  relation til); det gælder ligeledes vores forståelse af hvad frelse er. Det midterste, forholdet til verden, er klart i bogen. Men hvordan skal vi forstå bogens Gud? Nogle gange synes det er være som en Niels Grønkjærs ”Den nye Gud”, andre gange næsten ”Grosbøllsk”, den almægtige Gud er abdiceret, kun tilstede nu i den moralske fordring, som ikke døde med Jesus, men opstod af graven som vores mulighed. Og så alligevel ikke – den treenige, relationelle dynamik i Gud – synes i hvert fald af og til at være mere. Frelsen? – helt sikkert ikke den individuelle befrielse ved at høre sig tilsagt syndernes forladelse. Hvor efter man så kan fortsætte som før. Heller ikke det individuelle visum til landet bag hav eller nøglekoden til perleporten efter døden. Frelsen er at leve det nye liv, delagtig i Gud, Kristus der lever i mig – meget banalt sagt her, og nok også lidt uretfærdigt: I kampen for klimaet. I hvert fald befrielse til at give Guds kærlighed plads mellem mennesker. Det er et liv båret af mystisk erfaring i gammeldags forstand. Som Gud har udtømt sig for mig, skal jeg udtømmes i relationerne til andre. Måske næsten som en tidehvervspræst engang sagde: ”Slid dig op på næsten, for slides op skal du alligevel”. Her bare klimaet i første række. Er der et hinsides denne verden, som evolutionært går mod sin død, godt nok med nogle tilpassede stærke som holder en stund? Hvis ikke, hvad med de svage som gik til – fordi vi stærke ikke bare har vores styrke, selvbestemmelse, magtudfoldelse i forhold til naturen – men også overfor mennesker – hvor vi bruger magten til at knuse, undertrykke, lade uret herske. Er der genoprettelse hinsides døden under ruiner i Gaza? Skyttegrave i Ukraine?  Det forholder McFague sig ikke til, selv om det kunne ligge fint i forlængelse af netop en østlig inspireret kristendom. Theol-p har lavet bibelindeks til bogen. Se her. (Man danner sig et hurtigt overblik over bibelbrugen, da der også er ”overskrift” til de enkelte ord). Der vil løbende blive citeret fra bogen ved relevante tekstreferencer. Kristen Skriver Frandsen
		"O