Kommentar til Lukas 2,1 f juleevangeliet Søren Holst  - om 2020 oversættelsen - i referat af -ksf:   Fra tråd på Facebook Søren Holst skriver i en kommentar [på Facebook - bragt her med hans tilladelse] om seneste oversættelse af bibelen: "Der bliver skudt en del med spredehagl i en kritik af 2020-oversættelsen af juleevangeliet i gårsdagens avis, som Niels Jørgen Cappelørn lægger stemme til, men som er skrevet ned af en af Kristeligt Dagblads journalister, som altså øjensynlig har ringet den tidligere generalsekretær op for at få en julehistorie om 2020-oversættelsen: Teksten er "affortryllet" og "bragt for meget ned på jorden". Jamen så er missionen jo lykkedes! Opgaven var udtrykkeligt netop at bringe teksten ned på jorden, og ikke at lave en ny autoriseret kirkebibel til højtidelig gudstjenestebrug. En kirkebibel har vi jo i forvejen, og den højtidelige tone kan uproblematisk findes frem i 1992-oversættelsen, eller den fra 1948, 1907 eller 1550 eller hvad man nu måtte foretrække. Hyrdernes skræmte reaktion, da englen kommer til syne (v. 10), bliver i 2020 mødt med replikken "I skal ikke være bange", hvor der førhen har stået "Frygt ikke!". "At man ikke skal være bange, er ikke det samme, som at man ikke skal frygte," siger Cappelørn. Principielt korrekt; to forskellige sproglige udtryk siger aldrig 100% det samme. Det er derfor oversættelse er et krævende, og principielt umuligt, håndværk. Men det kunne være spændende at høre, hvad den store *indholdsmæssige* forskel på de to oversættelser i Cappelørns øjne er. At stilen er afgørende forskellig, har han ret i, og til oplæsning i kirken vil man sikkert benytte den gængse (i princippet er man vist faktisk forpligtet til det). Men det er ikke pointen. Når han siger at det "ikke er det samme", lægger det op til, at de to formuleringer udtrykker et forskelligt betydningsindhold. Kan den forskel beskrives nærmere? Eller er det måske et eksempel på den velkendte æsteticisme hos højtuddannede kirkegængere, som ofte får os til typisk uden argumentation at hævde, at flotte og højtidelige ord "ikke betyder det samme" som jævnere gloser? Jeg gad godt se, hvor mange der kan forklare nogen, hvad "Frygt ikke!" betyder, uden at inddrage ordet "bange". Hovedanken gælder det, som uden sammenligning er det vanskeligste sted i juleevangeliet, nemlig sidste del af englesangen i v. 14. 2020: "Vi hylder Gud i den højeste himmel. Han kommer med fred til mennesker på jorden, til dem, som han har udvalgt." 1992: "Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!" Cappelørn mener at "det er en problematisk teologi, der sniger sig ind, hvor Gud har udvalgt nogen, og ikke andre. Der vil sidde folk og læse denne tekst og undre sig over, om de så er blandt de mennesker, som Gud har udvalgt til at modtage fred på jorden." Det kan sagtens være, at oversættelsen af kunne gøres bedre. Men det problem, Cappelørn har med udsagnets implicitte kristendom, skaffes ikke ud af verden ved at bruge et andet begreb end "udvælgelse". Ordret står der noget i retning af "Herlighed i det højeste til Gud og på jorden fred i (vel)viljes mennesker". Man kan sagtens oversætte det tvetydige "velviljes mennesker" fx til "dem, han elsker", som Cappelørn foreslår (og som ca. svarer til den prøveoversættelse fra 1989, som han stod i spidsen for), men det fjerner jo ikke muligheden for at spørge, hvem der nu nærmere bestemt hører til dem han elsker. For den mulighed findes øjensynlig i teksten. Da Cappelørn selv stod med ansvaret for ledelsen af en ny bibeloversættelse (og i modsætning til "Bibelen 2020" var det en autoriseret oversættelse!), var der så vidt jeg husker en særdeles hidsig diskussion om en nok så væsentlig vinkel på det samme vers, nemlig sætningsopbygningen. I 1948 hed det "på jorden fred i mennesker, der har hans velbehag". Det satte én teologisk retning pris på, fordi det lagde op til, at Guds velbehag ikke er noget alle og enhver kan tage for givet. Andre syntes dårligt om det, af præcis samme grund. 1989-prøveoversættelsen lød "på jorden fred med mennesker, som han elsker" (der som nævnt i den færdige 1992-udgave endte som " til mennesker med Guds velbehag!"). Det er jo et smukt kompromis, hvis det handler om hvad vi selv godt kunne tænke os at der stod. Men hvad betyder "viljes mennesker" eller "velviljes mennesker"? De mennesker, som modsat andre udviser velvilje? De mennesker, som Gud modsat andre mennesker har velvilje over for? Eller mennesker, som Gud (for alles vedkommende) har velvilje over for? Alle tre læsninger er fuldstændig grammatisk mulige. - Det var nemmere dengang de tilgængelige græske manuskripter havde et enkelt bogstav mindre, så der ikke stod "velviljes" i ejefald (genitiv), men bare "velvilje". Det gav fx King James-oversættelsen: Glory to God in the highest, and on earth peace, good will toward men Eller Chr III's Bibel fra 1550: Ære vere Gud i det Høye / Oc Fred paa Jorden / oc Mennisken en velbehagelighed. Desværre har man så bare i mellemtiden fundet nogle manuskripter hvor der er det ene lille "s" ekstra, og de ser ud til at være de ældste og mest troværdige. Det er næsten en skam.
			.................................................................