2012: Det er især de to sidste afsnit, "Guds ord gjorde sig lille.." som jeg kan bruge uden videre den dag i dag.
Kristen Skriver Frandsen

Hvor er alle hyklerne henne?
Det er Thomas i tegneserien radiserne, der spørger. Han er kommet i kirke, sidder på kirkebænken, ser sig om - tydeligt nok efter de andre i kirken. Hjemme fra har han jo åbenbart fået at vide: Kirken - åhr, det er der alle hyklerne sidder. Som det ærlige og oprigtige barn Thomas er, så spørger han efter dem, for dem der jo sidder rundt omkring ser jo ud som alle andre. Og er som alle andre.

Når vi trækker på smilebåndet af denne "radise" som af så mange af de andre, så er det fordi der er noget genkendeligt i den. Den signalerer en slags bagvendt dømmesyge. "De der henne i kirke tror nok de er bedre end os andre. Men det er de ikke. Altså er de hyklere". Sådan kan man tænke. Og læg mærke til vi reagerer sådan også overfor andre grupper: ligeså snart der er blandet lidt idealer ind i en sag - så kan man hjælpe sig selv til ikke at lade sig anfægte af den, ved at sige eller tænke: ærligt talt de er nu noget hykleriske, hvad gør de mon selv. "Hvornår havde du sidst en flygtning hjemme hos dig selv?" - spurgte journalisten for åben skærm Niels Helveg Petersen da 1993 endnu var nyt. Nu skulle sagen distanceres, hykleren afsløres. Tilfældigt held var det at han kunne svare "juleaften" , så han i dette ene tilfælde fik afsløret bagvendt dømmesyge.

Og når så en Thomas dukker op - det ene eller det andet sted - så må han spørge sig hvor er de mon egentlig - hyklerne.

Det er en omvendt dømmesyge - jeg er sikker på at der ikke er flere blandt kirkegængere, som føler sig bedre end andre, end blandt en hvilken som helst anden gruppe.

Men helt ud af ingenting springer den slags meninger ikke. Dagens evangelier er et af de evangelier, som har fristet til at sætte sig til dommer over andre - og dermed hurtigt selv blive hyklerisk. Det er især den del af evangeliet, hvor Jesus udlægger den lignelse om sædemanden, han lige har fortalt. Vejen - det er dem hvor Satan straks fjerner ordet inden det har haft nogen virkning. Klippegrunden er billede på dem, som straks tager imod, men hvor det ikke fæster rod. Og så videre. Der bliver det let til at nogen er udenfor - andre indenfor. Hvor let begynder man ikke at spekulere i jordbundens kvalitet som klangbund for evangeliet hos andre, når udlægningen lægger vægt på modtagelsen af sædekornet - og ikke på den måde, det sås på. Og endnu stærkere, når det fremhæves at lignelserne blev fortalt for at folk ikke skulle forstå "de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse" - og Jesus siger dette til de indviede, disciplene. Dem der her bliver sat udenfor kunne hurtigt fristes til at tale om hyklere indenfor.

Der er fortolkere, som mener at disse ord ikke er Jesu ord - men at de især udspringer af de første kristnes undrende erfaring: det var ikke alle der kom til at tro, og nogen faldt fra. Så udlægningen er ikke Jesu egen - men lidt af en meget tidlig prædiken holdt over lignelsen. Og påfaldende er det: Jesus udlægger ellers ikke selv sine lignelser. De får lov til at stå for sig selv: med himmeriget er det som ..en køgmand der solgte hele sin egendom for at købe en mark med en uovertruffen perle, eller en kvinde som havde tabt en småmønt, søgte højt og lavt, fandt den, og blev så glad at hun brugte den og måske mere til på at fejre det .. - og så måtte man overraskes - enten af noget meget indlysende eller også af noget som var helt tværs af hverdagsfornuften, og som man så også straks forstod at det var om Gud, og sige, nå, ja! sådan! selvfølgelig! Undtagen hvis man havde grunde til ikke at ville, at de gik en for nær, så forstod man nok, men man lod sig ikke overbevise - for det ville have besværlige konsekvenser.

Ser vi på mennesker, som går i kirke, så tror jeg det gælder: flere end der er hyklere, er mennesker som bliver anfægtet af lignelsen og rejser spørgsmålet: er jeg som jord betragtet nu også god nok. Ikke som en selvoptaget selvkredsen (som kristendom er blevet beskyldt for at kunne blive årsag til - ) men som en alvorlig og uhyklerisk overvejelse.

Lad os så prøve at høre den på samme måde, som vi ellers hører lignelserne. Så har den måske også været indledt med: Med Guds rige er det.. som med en sædemand, der gik ud for at så. Lad os nu tænke os en palæstinensisk landmand dengang. Han kender hver kvadratmeter af sin jordlod - også den sti, som altid bliver trampet gennem marken, der hvor jorden ellers er god nok, men det er nu engang den hævdvundne sti ned til brønden. Og jorden med klippet grund under kender han. Og han har sit dyrebare sædekorn, intet skal naturligvis gå til spilde. Han er ikke nogen stor dum maskine, der drysser det over det hele, hans hånd er øvet, kornene falder præcis, hvor de skal - og hvor de ville gå til spilde, falder der ingen.

Men hov, sådan er Jesu sædemand ikke. Netop ikke: med stor rund hånd spreder han overalt - der skal ikke være et hjørne, som ikke får chancen. Også de mest håbløse steder. Det er det man har skullet lægge mærke til.

Med himmeriget er det sådan, .. eller med Gud er det sådan .. Gud giver ikke mennesket frelse efter nøjeregnende mål, gødskningsberegning, jordprøver etc. Men nok til enhver. Lignelsen handler om Guds rundhåndethed.

Skulle man endelig også udlægge de forskellige slags jordbund som noget, er det snarere menneskets sind til forskellig tid. Enhver har sin klippegrund, enhver har fortrampede veje, enhver sin tidselmark, enhver har også striber og pletter af god jord.

Og Gud sår frelse nok til at noget kan finde din gode jord - om det så giver 30 eller 60 eller 100 fold udbytte er ikke afgørende. Gud sår ved hjælp af det mægtigste af alt: Sit ord.

Jesus troede ikke anderledes om Guds ord end Profeterne - som vi hørte Esajas skrive om Gud: .."Mit ord, som udgår af min mund, det vender ikke virkningsløst tilbage til mig, men det gør min vilje og udfører mit ærinde". Grundtvig er heller ikke i tvivl i den næste salme, vi skal synge: "Thi den gode jord hernede: tro og håb og kærlighed, rense vil Gud selv og frede til en himmelsk frugtbarhed."

Derfor er lignelsen oprindelig mindst af alt fortalt for at vække uro og bekymring, men tillid: Guds frelse vil have med dig og din verden at gøre. Det kan man ikke blive hykler af at høre. Men nogen gange kan man da godt komme til at tænke omtrent som disciplene og de første forkyndere: hvorfor er der andre, som ikke opdager at de har brug for at høre det? Men her skal man afholde sig fra spekulationer og dom.

Gud gjorde sit ord lille - som et sædekorn er det. En uanselig tør lille kerne. Hvis det ikke lægges i jorden og opløses - så forbliver det en ufrugtbar lille tør sag - men hvis det opløses, går til grunde i jorden, så sætter det rod og spire - og får vækst.

Jesus var selv dette ord. Guds visdom, Guds ord, Guds skabermagt - gemt i ét menneske i kød og blod, som hengav sig selv helt. Opløstes i vort liv, for vores skyld. Vi véd deraf af Gud er som sædemanden, vi véd at vi er forsonede med livsmagten selv, med hvad vi har af tidsler, klippegrund, fortrampet jord. At tro det renser den gode jord, der er. Der kun at tro det. Det er den dårskab, Paulus til sidst i gudstjenesten her siger der prædikes om. Og som frelser ved tro. Det mægtige ord der blev lille nok til at finde god jord selv i os.

Amen.