Teksten denne uge's Prædikensamling [Om ..]
23. s. e. trinitatis 1993


Nogle gange når en evangeliefortælling arbejder i hovedet på én, kan det afstedkomme mere eller mindre skøre associationer. Fornuftigt prædikenarbejde er så som regel at sortere dem væk. Men den slags fornuft vil jeg i dag lade hånt om.

Jeg vil begynde med associationerne, så mystisk-koncentrerede som de kom, og så prøve at folde dem ud - i forhold til den fortælling, som satte dem i gang.

Giv Gud hvad Guds er
Så har du tabt dit hjerte
Kun Gud ved rigtig hvor det er
Det er himmel-spejl i mulde.


Fortællingen handler om hvordan Jesus klarer en penibel situation. Farisæerne og herodianerne, trend-sætterne og magthaverne sammen, vil have ham til at svare på om man må betale skat. Svarer han ja, risikerer han at få de ideologisk rene af hjertet på halsen, dem som mente at det at benytte romersk mønt og betale skat var afgudsdyrkeri fordi den bar kejserens for romerne guddommelige billede og i øvrigt landsforrædderi. At få dem på halsen kunne betyde at den blev skåret over en mørk nattetime. Svarede han nej, man måtte ikke, så var det oprør mod romerne, det skulle herodianerne nok vide at bringe videre, og så ventede korset. Han svarede som vi hørte: Giv kejseren hvad kejserens er, og Gud hvad Guds er. Det var snedigt - og det sendte problemet tilbage til dem selv - og fastholder os for altid på nogle spørgsmål: hvad er egentlig kejserens og hvad er Guds. Findes der i øvrigt noget som ikke er Guds. Og hvis ikke, hvordan forholder det som er Guds sig så til kejserens melerede verden af kommunalvalg, sygehuspolitik, sundhedsvæsen, fordeling af midlerne, det er jo hvad skatten bruges til, og til politik og samfundsansvar i det hele taget.

Men altså, det vigtigste i svaret, Giv Gud hvad Guds er, var det som fik associationerne til at flyde.

Giv Gud hvad Guds er.

Den første tanke var fra Jakob Knudsens Vi pløjed og vi såede:
Vi kan jo intet give,
som nogenting er værd,
så tag vort stakkels hjerte,
så ringe som det er.

Den næste var:

Jeg har tabt mit hjerte, og kun du ved hvor det er.
Det er AnneLinnet der synger sådan et sted.

Og endelig en bøn, som Grundtvig udtrykker i en salme:
O, du som skabte hjerte mit
det dybe underfulde
o, dan det efter hjerte dit,
til himmelspejl i mulde.

Men altså fra en start havde associationerne samlet sig sådan:

Giv Gud hvad Guds er
Så har du tabt dit hjerte
Kun Gud ved rigtig hvor det er
Det er himmel-spejl i mulde.

Hvis Gud vil, lykkes det i gudstjeneste. Kærlighed får udtryk i lovprisning, lovsang, i bøn. Vi giver vores hjerte, stakkels, eller hvordan vi nu mener det måtte være, igennem at lade opmærksomheden vågne overfor alt det som er tak værd, ved at åbne os for at der er en instans udenfor og større end os selv.

At tabe sit hjerte er at give sig så meget hen, at man ikke selv helt ved hvor man er. Man har ikke længere hold på alt sit. Det gælder i forhold til et andet menneske, det gælder i forhold til en sag, det gælder i forhold til Gud.

Ved gudstjenesten giver vi os hen i et forhold, hvor vi ikke længere vil have styr på alt. Hvor vi mærker at livet gives, ikke erobres eller tiltvinges. Hvor der dukker en anden tid op end den, som vi styrer med kalenderen og vores ure, - evigheden. At give sig sådan hen er at give Gud hvad Guds er.

Man kan næppe altid give sig sådan hen. Vi skal vel ikke engang. Det føles heller ikke nødvendigvis som intens hengivelse ved enhver gudstjeneste - og slet ikke hele tiden. Men det er sandt at man selv knap ved hvor man er - eller ved hvor ens hjerte er - når man giver sig hen. Det ved kun den, som man giver det hen til, vovede Anne Linnet at synge om menneskers kærlighed. Det er hengivenhed at have det sådan.

Vi har tabt vort hjerte. Gud ved hvor det er. Men pointen er: vi kan finde det igen: som Himmelspejl i mulde.

Kejseren lod sit billede præge i sine mønter, og kaldte sig også Gud på dem. Men uanset hvor blanke de blev pudset har næppe kunnet spejle mere end grådighed i det øje, som så i dem.

Gud prægede sit billede i sin skabning, da han skabte mennesket. Det er det billede, som kan blive et himmelspejl i mulde. Kærligheden, hengivelsen kan gennemgløde mennesket sådan at pludselig lyser billedet frem - som man kunne tænke sig en guldmønt fra en gammel skat pløjet op i en mark fangede en solstråle og glimtede i den sorte muld.

Mennesket gennemglødes, så gudsbilledet lyser frem; det vil sige det, der var skaberens mening med mennesket, trænger frem gennem det meget der har fordunklet og hele tiden fordunkler meningen.

Det sker i mulde. Det vil sige i den ganske almindelige jordiske hverdag. Det liv, hvor det ikke kun var på profeten Amos dage, at den rige kunne svindle med beregningsmetoderne, så han blev endnu rigere.
Det er ikke meningen med mennesker at der skal være løgn og svindel i mellem dem. Heller under vore dages ofte mere raffinerede former. Det minder et glimt af gudsbilledet om. Og glimtet kan sætte i gang med en protest - eller med en hjælp til den eller dem, som fornægtelsen af meningen er gået ud over.

Det sker i mulde. Det er også i kejserens verden. I politikkens verden. Det er ikke noget der ikke er Guds her heller. Kejserens verden var og er stadig noget med magt, militær, undertrykkelse.

Men det er som vi har fået endnu flere kejsermagter. Fx. vores egen viden og kunnen. Videnskab og teknologi. Hvor vi begynder at præge vores eget billede ind i alt og holder det for Gud. Er der ingen grænser for hvad vi skal kaste os ud i - bio-teknisk? Er der ikke noget - nogle livsvilkår vi vil acceptere at tage for givet. At ikke alle får børn; at ikke alle får 100 % genetisk perfekte børn; at nogle menneskers hjerter er trætte, når de er 60 - eller før; måske var det vigtigere, mere menneskekærligt at ofre midlerne på langt banalere sygdomme og lidelser end at transplantere. Alt sammen spørgsmål vi møder igen og igen - men vi skal overveje, hvordan vi giver Gud hvad Guds er også her.
Teknik, videnskab, politik er en del af den muld som vi er omgivet af.

"Vort borgerskab er i himlen". Sådan hedder det i udgangslæsningen. At give Gud hvad Guds er er at tro på at dette borgerskab spejler sig ned - eller ind - eller ud - jeg ved ikke hvilken retning vi skal give himlen - men altså: spejler sig i vores jordiske liv. Når vi taber vores hjerte til Gud, tro, evighed, hvad vi vil kalde det, og sker dette bare i glimt og under Guds tale til os, så taber vi vores hjerte til - vi skal tabe vores hjerte til - at klare mening og sandhed - jeg mener gøre mening og sandhed lidt mere klar - midt i vores jordiske liv - det sker stykkevis og delt, - men det er himlen, der spejler sig, hvor det sker.
Amen.

 

Vist en typisk 90'er-prædiken fra min hånd. Lidt svulstig poetiseren, men teologisk klar på det punkt, der hedder at der i Jesu forkyndelse ikke er to sideordnede regimenter - overordnet er alt Guds, underordnet er der andre ting, ja, som netop er underordnede - fx den for os måske så vigtige politiske sfære. I dag er den på en måde vigtigere end dengang, fordi vi i højere grad end dengang skal søge at give hvad Guds er - fordi vi har ansvar for den, sådan som det nu er i et demokrati. Vi er den øvrighed som i følge Luther (se hana prædiken til denne søndag) Jesu ord omat give Gud hvad Guds er isærlig grad er henvendt til.

Der følger undervejs nogle måske lidt rigeligt konkrete politiske synsvinkler..!

Men man godt spørge sig om der er for meget føleri. Al den hengiven sig til Gud, kærligheden osv. for at Guds billedet kan klares. - Hvor er korset? Umiddelbart ser teologien origenistisk ud, og den er det vel: Vi skal se og åndelig sanse kærligheden i Kristus, så renses vi (Guds billede) og kan elske igen - og kan handle ret og retfærdigt.

Men dermed er korset der jo - underforstået, (hos mig - og vist også Origenes(!)). Vi elsker, fordi Gud elskede os først - og viste den tilbundsgående (billedligt/bogstaveligt) kærlighed i korsfæstelsen for vores skyld og synd. Mødt med den kærlighed kan vi kun elske igen - Gudsbilledet begynder at klares.

(ksf - 2015)